
ADHD & ADD
HJÆLP TIL BØRN OG FORÆLDRE MED ADHD/ADD
Lider du eller dit barn af ADHD eller ADD? Hvad enten diagnosen er stillet for nyligt, eller I har levet med diagnosen i mange år, så kan man både som barn og forældre have behov for hjælp, støtte og vejledning.
Som barn med ADHD eller ADD er man oftest udsat for en del modstand og modgang, og mange oplever at blive skældt mere ud end deres jævnaldrende. Det kan føre til en oplevelse af at være forkert, og kan på sigt resultere i et lavt selvværd. Børn med ADHD og ADD kan have tendens til stærke og store følelser, og kan have brug for hjælp og strategier til at finde mere ro. Børn med ADHD eller ADD har brug for at blive støttet i, at der også er mange positive aspekter ved diagnosen, som kan komme til syne når man får den hjælp man har brug for. De har også brug for voksne med blik for, at de har så utroligt meget mere at tilbyde, end deres diagnose.
Som forældre kan det være en udfordring at have et barn med ADHD eller ADD. Det kræver noget ekstra, og det er helt naturligt at der opstår svære og skamfulde følelser ind imellem. Oveni de udfordringer man kan opleve derhjemme, står mange forældre også i et svært samarbejde med skole, dagtilbud, familieafdeling eller fritidsaktiviteter. For nogle forældre er det så svært, at de simpelthen får ondt i maven når der kommer en notifikation i AULA, fordi de frygter at lærerne igen tager kontakt pga dårlig trivsel eller fx vredesudbrud.
Jeg har mange års erfaring med både børn med ADHD/ADD og deres forældre. Igennem mit arbejde i PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) har jeg hjulpet mange børn, både i hjemmet og i skole eller dagtilbud. Derudover har jeg i tre år været ansvarlig for en gruppe for forældre til børn med ADHD/ADD, hvor jeg har vejledt om bl.a. tackling af svære følelser, værktøjer til en nemmere hverdag, selvforståelses, konflikthåndtering og samarbejdet med skole eller dagtilbud.
Jeg skræddersyer forløbet til jer, og kan både tilbyde samtaler med jeres barn, forældresamtaler, familiesamtaler og bidrage i samarbejdet med skole eller dagtilbud - fx deltage på møder eller udarbejde en rapport med pædagogiske anbefalinger til netop jeres barn.